Sydkysten II - AS04 II 1½-6½

Efter en lang og udmattende rejse nåede AS04´s otte udsendte repræsentanter frem til sæsonens fjerde holdkamp akkurat i tide. For første gang kunne vi stille i stærkeste opstilling, og da vi efter de seneste holdmæssige rokeringer ovenikøbet var blevet forstærket med Jens "Jern-Henrichsen" Henrichsen, kunne det kun gå en vej:

Jens viste vejen, og var nådesløs på 1. bræt med hvid i en Grünfeld-inder. Meget overbevisende spil af vores kasserer, der hermed på det aller stærkeste opfordres til at kommentere mesterværket til glæde for hjemmesidens mange læsere.

Thore spillede igen et godt parti; modstanderen lavede en fejl i overgangen fra åbning til midtspil, og blev ikke levnet en chance efter det.

På 4. bræt vartede Søren G. op med en Sveshnikov i stedet for sin normale franskmand, og efter mange komplikationer ebbede det hele ud i remis ved trækgentagelse.

Casper Busk var inden runden holdets topscorer med 2/3, men her mødte han sin overmand i form af unge, lovende Jacob Kaaber. Casper snuppede en bonde omkring træk 20, og det så tilforladeligt ud, men Jacob havde set længst og fik et afgørende initiativ.

I modsætning til Casper B. havde Ulrik inden runden til gode at vinde et parti i årets holdturnering. Det kan man roligt sige, der blev lavet om på i dag. Ulrik angreb med pauker, basuner og et frygtindgydende løberpar, og der var aldrig tvivl om hvem der ville tage sejren.

Søren H. vandt på 6. bræt, og er så langt den eneste på holdet der er ubesejret efter fire runder (hvis man ser bort fra Jens, Erol og Mikkel, der kun har spillet et parti hver). I dag vandt han et rigtig herreparti, hvor der blev givet og taget efter tur. Først overså Søren en smart taktisk finesse, der kostede en bonde, men han kæmpede sig tilbage i partiet - først ved at vinde bonden tilbage, derefter ved at vinde en, så endnu en, og så…

Holdleder Thormod fejrede det faktum at holdet var fuldtalligt allerede kl. 12:02 med at gå ind i en lukket sicilianer. Hans modstander spillede bedst i åbningen og fik en lille fordel med de sorte brikker, men overså en taktisk "ting", og gik efter det hurtigt ned. Allerede ved to-tiden kunne Thormod så slutte sig til AS04´s bagspillerhold, der i forvejen bestod af Casper Olsen. Caspers modstander kom desværre - for både ham og Casper - 1 time og to minutter for sent, og tabte uden kamp.