[AS04 Homepage] [Om AS04] [Klubbladet] [Kalender] [Skak-Links]

En efterårsonsdag mødte Redaktionen op hos Inge og Eigil i deres dejlige hus i Rødovre, et hus, der er klædt på til fest. For Inge har for nylig fejret 75 års fødselsdag, og snart fylder Eigil 80.
Efter velkomsten på det skakternede entrégulv slog vi os ned i Eigils arbejdsværelse med udsigt til haven og i det fjerne en park og to boldbaner.
De første blade havde forladt grenene, de sidste frugter var dumpet ned i græsset; efteråret er eftertankens tid, tiden til at se tilbage.
Så vi anbragte en båndoptager på bordet mellem kopper og kande, og efter at have fjernet den kedelige kaffesmag med bajersk øl, startede vi båndet og lod Eigil fortælle.
Og hvorfor ikke begynde med begyndelsen...

Jeg blev født i Århus, hvor min far og mor boede det første halve år af mit liv. De flyttede til København, hvor der var arbejde at få, min far var farversvend. De fik en lejlighed i Ryesgade 54, og der boede vi indtil sommeren 1933.
Jeg fik min barndom i Ryesgade, som 9-årig fik jeg mit første arbejde som bud hos bager Andersen i nr. 58, senere hos mejeriet i nr. 57, og da jeg kom i 6. klasse, og skoletiden blev fra 8 til 2, fik jeg en budplads på Jagtvej 47 hos porcelænshandler Svend Schmidt.
Jeg gik ud af skolen i sommeren '29 og havde flere budpladser, og så prøvede jeg at komme i lære som farver hos Heinrich Jessens farveri og tøjrensning i Brønshøj.
Desværre eller heldigvis var jeg for lille til at bakse med vådt tøj og blev sendt hjem med et brev om, at Eigil var for lille og måtte komme igen om et par år.
Men min mor syntes, det var fint, arbejdet i farverierne er vådt og koldt og dårligt betalt. Omgående lagde hun billet ind på en annonce med følgende: Buntmagerlærling antages.
Det lykkedes, så jeg blev buntmager.

I skakklub
Vi er nået frem til 1932...
Sommeren det år var varm og solrig. Om aftenen gik jeg sammen med kammeraterne i Fælledparken. Der var en lille legeplads ved Nørre Allé, hvor der også kom piger - i al uskyldighed - og da sommeren gik på hæld, og vejret blev dårligt, var det ikke særlig interessant, for så kom pigerne jo heller ikke.
En aften da vi gik på Blegdamsvej, siger Viggo Nielsen inde fra nr. 56: Vil du med op og se, der er nogle lokaler derovre i nr. 60 hvor der er fri adgang, med billard og sådan noget. -
Men at spille billard var udenfor min rækkevidde, det kostede 60 øre i timen, også selv om vi var to om det. Jeg var meget fattig.
Men jeg kom der af og til, for min far og mor havde seks børn, og otte mennesker i en lille lejlighed er trangt. Derfor søgte jeg hen, hvor der var jævnaldrende.
Der blev også spillet skak.
Jeg gik rundt og prøvede at finde ud af det, jeg havde jo set K. A. K. Larsens opgaver i Familiejournalen og var nysgerrig.
Derfor bad jeg en tilfældig mand om han ikke ville fortælle mig, hvad det her drejede sig om. Således kom jeg ind i skakkens mysterier.
Det var gratis at spille skak, så jeg var hurtig fast gæst og spillede med alle, der havde lyst.
AS04, som spillede skak i festsalen mandag og torsdag, var leverandør af de brikker, vi spillede med. En dag jeg spillede med Hans Ejlertsen, sagde han: Du skal melde dig ind i skakklubben. Livet er tilfældighedernes sammentræf.
At jeg lærte skak at kende skyldes, at AS04, der havde boet i Ordenshuset i Griffenfeldsgade 7, havde haft nogle foredrag for arbejdsløse. Det var Albert Velk der holdt dem, og folk strømmede til, så medlemstallet steg. Lokalerne i Ordenshuset blev for små, og AS kom til Blegdamsvej i Arbejdernes Boldspil Unions lokaler.
Jeg kom ind som medlem nr. 150.
Der var vel 100 mand i Vinterturneringen, og vi sad som sild i en tønde. Men der var ikke så meget at rafle om.
Hvis man ville spille skak, måtte man være med dér. Desuden var der Storkøbenhavns Arbejderskaks turnering om københavnsmesterskabet og Dansk Arbejderskaks Forbundsmesterskab i påsken. Hvis dette ikke var nok, skulle man over i KSU og klubberne dér.
Eller som jeg, der efter at A. B. U. lukkede på Blegdamsvej, søgte ind i boldklubben Bury, der havde lokaler på Jagtvej, der var åben hver dag fra 12 til 24. De havde en skakafdeling med over 50 medlemmer.

Læretid
Da jeg var i lære, blev buntmagernes fagskole oprettet i 1932.
Min lærermester meldte mig til straks, for som han sagde, den holder nok kun et år. Men han tog fejl, jeg var med, da den fyldte 40.
Det var en aftenskole. Min arbejdstid var fra 8 til 18, og så styrtede jeg hjem i Ryesgade for at spise og ind på Teknologisk Institut til undervisning fra 19 til 22 fra mandag til fredag, fra september til maj i to år.
Der var ingen, der spurgte os om vi var trætte, det var bare om at hænge i, 16 timer i døgnet.
Så spillede jeg skak efter kl. 10 om aftenen, og når jeg kom hjem efter midnat, skældte min mor mig ud. Min far sagde: Du brænder dit lys i begge ender!
Buntmagerforretningen i Kompagnistræde 37 var åben hver dag fra 8 til 18, fredag til 19 og lørdag til 21. Af og til i sæsonen sagde min lærermester: Ka' du ikke komme ind på søndag og gi' et nap med, du ka' lige lave de dér kraver færdige.
Og så myldrede jeg ind og lavede nogle lommepenge.

Arbejdsløs
Da jeg blev udlært i november 1934, blev jeg arbejdsløs.
I '35 havde jeg 20 ugers arbejde, i '36 var jeg soldat fra januar til august og fik 15 uger i arbejde. I '37 var jeg arbejdsløs i 26 uger. Derefter har jeg ikke været arbejdsløs, sådan set.
I 1933 blev min far ramt af arbejdsskade.
Han var mester og kørte tøjrenseriet og rensevæsken var giftig, og han røg på hospitalet og burde ha' haft erstatning.
Men i '33 var der kun socialkontoret, der netop var oprettet ved den store socialreform.
De ville ikke betale husleje kvartalsvis, kun månedsvis.
Vi var henrykte, for på Bispebjerg stod der gode 3-værelsers lejligheder ledige, og de sku' betales månedsvist.
Så vi byttede Ryesgade med Bispebjerg, og i stedet for at sove i træk ude i entreen fik jeg nu en divan i stuen og en skuffe til mit tøj.
Når der nu er 6 børn i en lejlighed, så ska' den fand'me være stor. Så når der var spist, gjaldt det om at komme af sted og spille skak.
Som arbejdsløs fik man tid, men jeg havde ingen penge. Understøttelsen var på 19 kroner og fem øre om ugen, og jeg betalte de 18 derhjemme.
Det var strenge tider for fattige.
I Ryesgade kom en mand og solgte iskager og lignende, og ham spillede jeg skak med om 25-ører. Og da jeg ikke havde råd til at tabe, vandt jeg hver gang. Det øgede min spillestyrke betydeligt, jeg fik lært at trække langsomt!

Første påskestævne
Men jeg havde tid til at ta' til påskestævne.
Første gang var i '35. Jeg havde overenskomst med min mor om, at jeg ikke betalte noget den uge, det var påske. Så jeg havde de 19 kroner og 5 øre at gøre påskeskak for.
Jeg kørte på cykel til Randers over Hundested-Grenaa, og der købte jeg returbillet og betalte 1 krone for cyklen.
I Randers var jeg indkvarteret på en skole, og de lavede mad til os på en anden skole, og når turneringsindskuddet var betalt, havde jeg 1 krone til cyklen med færgen hjem.
Så jeg gjorde fem påskedage uden penge.
Jeg blev i Randers til om tirsdagen og kørte til min fars familie i Silkeborg, og der fik jeg noget mad. De havde et firma, der sejlede på Gudenåen i konkurrence med ,,Hjejlen", og de havde osse nogle kanoer, som jeg sejlede lidt med, og så sagde de: Eigil, der går et godt stykke i biografen, det ska' du gå op og se!
Ja tak, det gør jeg så. Så gik jeg op og ned ad gaden, jeg havde jo ingen penge, og jeg gik i seng ved 10-tiden og sov til næste dag kl. 12, for jeg havde jo ikke sovet i fem dage.
Jeg fik morgenmad og kørte hjem, men de gav ikke engang en madpakke med.
Så kørte jeg omkring Århus og så mindesmærket for de omkomne søfolk og så til Grenå hen under aften. Jeg snakkede med en lastbilchauffør. Ka' i ikke ta' min cykel med ombord?
Ja, det ka' vi godt, du ka' komme med til Ballerup.
Jeg sparede altså en krone på overfarten, og havde penge til kaffe og wienerbrød. Det bestilte jeg hos kahytsjomfruen nede i chaufførernes kahyt, og da jeg sku' betale var hun der ikke. Og så kørte lastbilen, og jeg kom hjem med en krone på lommen. Utroligt!

Mestermøder
I 1934 fandt Nordisk turnering sted hos Nimb i Tivoli. Den blev vundet af Nimzowitsch foran de svenske musketerer Stolz, Ståhlberg og Lundin, og Eigil var ved ringside.
Unionen og Arbejderskak var jo adskilte verdener, men det var jo sådan, at John Larsen, Karl Poulsen og A. Bauer fra AS deltog i turneringen fordi de var dobbeltmedlemmer. Da Gerland, skuespilleren og en af stifterne af AS04, sku' spille mod John Larsen, kendte han ham fra AS, og så sagde Gerland: -Jeg er jo stærkere end dig, så du ska' la' mig vinde!- . Og det var noget naivt, for John lagde ham ned oven på den. Det grinede vi meget af.
Der blev snakket meget om den turnering, det var om sommeren, og jeg sagde til mester: Må jeg ikke lige gå ind og se på?
Så gik jeg derind, og den dag spillede Jens Enevoldsen og Erik Andersen mod hinanden. Og når Erik Andersen, som sad med ryggen til vinduet, havde trukket, rejste han sig og gik hen og åbnede et vindue og satte sig igen. Og når Jens Enevoldsen havde trukket, rejste han sig, lukkede vinduet, satte sig og pustede røg ind i hovedet på ham, hvorefter Erik Andersen blev gal og klagede til turneringslederen.
Men det var ikke kun skak, der bragte gemytterne i kog.
Jeg gik også til 6-dagesløb under min arbejdsløshedsperiode i '35, og jeg var der en eftermiddag, hvor Willy Falck Hansen havde taget alle spurtpræmierne. Så blev de professionelle sure og kørte ham 7 omgange bagud, helt bag af dansen.
Jeg så ham forlade løbet og gå ind i en taxa med cyklen og hele pibetøjet!

Skak og politik
Dansk Arbejder Skakforbund blev grundlagt i Odense i 1932, og det morsomme var, at det var AS04, der betalte ud af sine fattige midler. Halvdelen af klubbens medlemmer var arbejdsløse, de betalte 50 øre om måneden, de andre betalte 2 kroner. Der var en streng økonomi.
Den bestyrelse, der skiftevis sad, Leon Jørgensen, K. H. Helin, Louis Poulsen, C. Thomas og Erik H. Nielsen, det var dem, der havde stiftet Arbejderskak, og det kostede sgu' osse dem penge at være bestyrelsesmedlemmer og i forbundet. Men der var stor offervilje, og ved generalforsamlingerne var Forbundet et særligt punkt på dagsordenen, ligesom DSU burde være det hvert år på generalforsamlingerne i AS i dag.
Men der er ikke meget politik i skak, folk vil bare spille, og så ska' der være nogen, der organiserer det.
Og ellers er de ligeglade.

Krigens tid
Besættelsestiden var god for skakklubberne. Vi spillede osse søndag formiddag, for der var af og til udgangsforbud efter kl. 20. Vi var meget nervøse i starten, nu ville klubberne nok sygne hen, men det gjorde de ikke. Der var jo ikke ret mange film, og de dér tyske propagandafilm var der ingen, der gad se.
Men man sku' osse hjem fra skakklubberne. Så kørte man i buldrende mørke, man havde en lille stribe i sin lommelampe, man ku' ikke se noget, kun når det var måneskin. Jeg endte en dag oven i en cykel, der var væltet ud over stien. Det var sgu ret ubehageligt. En anden gang trådte en soldat ud og pegede på mig med et gevær, men jeg havde heldigvis ingen forkerte blade i lommen.
Og det kunne være farligt at være medlem af Arbejderskak! Men først hopper vi lidt tilbage i tiden.
A. Skåde kom ind i Bury for at spille billard, og så spillede han skak med bl. a. Chr. Jensen, som blev en af Brønshøj Arbejder Skakklubs ledende personer. I '36 gik Bury ned. Skåde var formand for skakafdelingen, og han kom til Louis Poulsen og sagde: Vi har 50 medlemmer, men ingen skakklub.
-Det ska' du ikke være ked af, de ka' komme ind i andre klubber. Men vi mangler en på Østerbro, så ka' du ikke ta' og lave en dér.
Og så lavede han Øbro i 1936 sammen med Gerda og Robert Andreasen. Dengang hed Gerda nu frk. Frederiksen - men det gjorde ikke noget!
Så kom Skåde i forretningsudvalget af DASF, blev sekretær og havde organisationsarbejdet. Samtidig var han blevet modstandsmand, og sammen med nogle andre, bl. a. Eigil Barfoed, blev de taget af tyskerne. De gennemrodede bopælene, også hos Skåde på Lyngbyvej, og nede i kælderen havde han ArbejderSkak i massevis, for han havde distribution og den slags.
Og for at hævne sig tog de så J. P. Toft og A. Mikkelsen, der var fremtrædende personer i Storkøbenhavns Arbejderskak, og puttede dem i Vestre Fængsel og senere i Frøslevlejren, uden at de dog var med i nogen modstandsorganisation.
Det var ren og skær hævn. Men alt var grotesk.
En af de folk, som var med Skåde, hed Gjødesen, og han var pelschef hos Magasin du Nord. Der havde de pelsopbevaring, og der opbevarede han våben. Og da de havde taget de andre, kom de til Magasin, men der var en hurtig kontordame, der ringede op til ham og sagde: Gestapo er i huset! Så skred han ad en udgang, tyskerne ikke kendte, og kom til Sverige.
Da han kom hjem, blev han fyret!
Men så var der en stilling til ham i De danske pelsauktioner. Der blev han direktør, og hvad var mere nærliggende end at få hans gamle kammerat Skåde derud. Han blev kontorchef, og når jeg købte skind derude, var jeg altid oppe og hilse på ham.
Eigil og Inge blev gift i 1942, og snart kom der en lille. I 1945 kom der en stor.
Vi sku' ha' været til Næstved med påskestævnet i '45, men tyskerne tog spillestedet til deres flygtninge fra Østpreussen. Så blev der holdt en alternativ turnering inde i AS, og der var en, jeg ikke kendte, Arnold Iversen fra Århus, som jeg snakkede med.
Han var flygtet fra Gestapo. Han var formand for havnearbejderne i Århus og hver gang, der skete noget sabotage, hentede det danske politi ham op til afhøring. Smart, for den dag Gestapo tog politiet i Århus, ku' de jo finde hans navn blandt dem, der hele tiden blev snakket med. Så han var jo glad for at politiet nu osse sku' prøve at komme i Kz-lejr.
Men han går rundt i Århus og tror, han er klædt ud med skæg og blå briller, og på den anden side af gaden er der en, der råber: Hej Arnold!
Så var han klar over, at han ikke ku' være i Århus, og han tog til København og boede på et tagkammer på Blytækkervej. Jeg sagde til ham: Ve' du hva', du ka låne min sofa.
Så boede han hos os indtil befrielsen.

Krise og jubilæum
Men efter krigen svigtede medlemmerne. Carl Petersen, der var formand, indkaldte til en generalforsamling dér i '51, og klagen var: Vi spiller altid med de samme, det gør man jo i Vinterturneringen år efter år. Det gør de osse i dag, men nu har de jo koordinerede turneringer - men der møder de osse de samme!
Det er den evige traverage: Vi møder de samme.
Jeg var turneringsleder under vinterturneringen i 1940. Det var et værre arbejde, dobbeltrunder, de mødte kun til det halve. Folk ska' altid sparkes bagi.
I '42 var jeg var trådt ud af bestyrelsen, fordi vi havde en formand, der ikke duede. Så var jeg trådt ind igen i september '52 med en formand, der heller ikke duede. Han gjorde ikke arbejdet godt nok, han havde det hele i munden uden at ha' det i handling.
Men C. Thomas gjorde arbejdet og skaffede 3-4000 kroner til jubilæet. Han blev formand og tog J. P. Toft, Louis Poulsen samt K. H. Velin med sig i bestyrelsen.
Og så lavede vi den turnering.
AS04's to jubilæumsturneringer var gode for Bent Larsen. I 1979 kom han alene på 1. pladsen, her i 1954 på deling med Henry Andersen og
Jens Enevoldsen.
Det var en god turnering. Det var i januar, og jeg havde højsæson i Kompagnistræde, hvor jeg arbejdede. Jeg havde en kåbe, der sku' prøves i Roskilde, og det var snevejr og modbydeligt, og så sku' jeg osse spille skak.
Jeg havde en tre-afteners tur med Kupferstick. Han ville ha' at jeg sku' ofre en bonde mod ham for at vinde. Så sagde jeg:
Prøv du selv at ofre en bonde, så ska' du se!
Og vi flyttede tårnene fra f-linien til a-linien og fra a-linien til f-linien - i tre aftener.
Mogens Nilsson vandt mesterklassen, Nils Nilsson fik 2. præmie og Ejnar Andersen, der også var medlem dengang, vandt præmie.
Thomas og Toft var turneringsledere, og selv om jeg havde travlt, var jeg med til at stille brikker op og ta' dem ned igen til 12-1 stykker og så hjem og sove og så på arbejde fra 8 til 6 og så spille skak klokken 7.
Jeg har altid måttet slæbe hårdt i det...

Tilværelsen som selvstændig
Min mester døde i 1946 og enken ringede: Ka' du ikke komme ned til mig, der ska' ikke være noget med penge.
Dengang stod jeg oppe i Magasin du Nord, og jeg syntes, det ku' være rart, og så begyndte jeg for mig selv dernede hos hende. I '46 tjente jeg en skrækkelig masse penge, også i '47, men så kom der en ny omsætningsafgift på pelsværk, og de glemte at ta' stoffrakker med. Så skred handelen dér i '48, og Inge måtte i gang med at arbejde, selv om hun havde en baby, for vi tjente ingen penge.
Og sådan er tilværelsen for en selvstændig, det går op og ned. Og det gik ud over skakken.
Jeg kom og betalte kontingent og jeg deltog i alle holdkampene, også af og til vinterturneringer, men det kneb.
Mit fag er et udpræget sæsonfag. Vi sku' tjene pengene i vinterhalvåret, og det gjorde vi ved at arbejde over til 8-9 om aftenen. Vi fik ingen penge fra februar til oktober. Og når man driver forretning, skal man hele tiden investere i et nyt varelager, så det blev ikke til så meget med skak. Men jeg var altid med til påskestævnerne.

Vi var nogle stykker, der tog af sted samlet hvert år. Vi spillede whist eller hjerterfri, af og til mausel, når vi ikke spillede skak. Vi sov ikke.
Desværre døde Aksel Jensen i 1956, og fire år senere Vagn Agerholm Petersen. De to betød meget for den generation, jeg tilhørte. Sammenholdet gik itu.
Deres død var årsag til at jeg holdt op med at ryge.
Carl Petersen og jeg fortsatte dog med at ta' til påskeskak sammen med Thomas, Toft og Louis Poulsen.
Der fik Carl og jeg lært at spille l'hombre.

Velfærd og omvæltning
Min kompagnon stoppede i december 61. Nu var jeg alene om indtægten og samtidig rettede konjunkturerne sig.
Butikken blev moderniseret og udvidet med større varelager. I '65 plagedes jeg af astma, det havde jeg prøvet før, i 1942.
Det skyldtes, at skindene ikke var rengjorte nok. Da jeg skiftede arbejdsplads, gik det over.
Denne gang gik jeg til en specialist i allergi. Efter mange prøver fik jeg indsprøjtninger i 12 uger med svovl og A-vitamin, og det tog det. Årsagen var sikkert stress!

For AS og Dansk Arbejder Skakforbund gik det dårligt. DSU havde divisionsturneringen og de koordinerede, som trak medlemmerne, og Thomas som jeg spillede l'hombre med sagde: Luk det lort, Eigil, luk dog det lort.
Men så var der Toft, han var imod.
Thomas fik juniorer ind, som han trænede, der var Auchenberg, Ingolf og Flemming Lund. Da de begyndte at spille i Albertslund, vidste jeg, at nu var det sket. Nu måtte vi ud af DASF og ind i DSU. Og det foreslog jeg på et delegeretmøde i '70, og den eneste, der var imod, var Toft.
Men jeg aftalte med Schøller Larsen, DSU's formand, at Toft ku' arbejde med løseropgaver i Skakbladet, og det var han glad for. Han fortsatte osse med at lave en masse for blindeskak.
Jeg havde dog ikke troet, at han nogensinde ville sætte sine ben i DSU, men så pludselig dukkede han op i Århus til et påskestævne, og jeg sagde: Hej, hva' vil du her?
Det viste sig så, at han sku' ha' DSU's hæderstegn for sin indsats i dansk skak.

En afholdt formand
Da jeg blev formand i '68 var der kun 15, der spillede i AS, og jeg gik øjeblikkelig i gang med at kontakte de gamle medlemmer for at fylde op i lokalerne. Hva' fanden, der sidder 15 mand og spiller, det trækker jo ikke nogen. Vi spillede i Afholdshjemmet i Rantzausgade, det bedste sted vi kunne spille, for klubben skal jo høre til på Nørrebro.
Der var noget, der hed Afholdsselskabet Tryg. De holdt bankospil og ville gerne holde et til fordel for os. Det gav 800 kroner! AS var virkelig fattigt, og vi var henrykte.
Og bestyrelsen meldte sig ind i afholdsselskabet. De sagde til mig: Eigil, du ska' osse melde dig ind, vi spiller l'hombre!
Jeg tog formandsposten på Thomas' opfordring. Jeg havde jo så meget at takke AS for, og jeg ville gerne betale tilbage.
Men i '70 tænkte jeg: Der ska' sgu ske noget. Og det hjalp, da vi kom ind i DSU, og det hjalp osse, da vi fik bedre lokaler. Vi øgede medlemstallet, og vi fik bl. a. Ib Andersen, som snart har 25 års jubilæum, og andre gode spillere.

Nå, men Tryg havde et godt lokale på 2. sal. De holdt møde om fredagen, AS' spilleaften var mandag.
En aften spurgte tjeneren: Hva' med lokalet på 2. sal? Gå op og snak med Richard Jensen. han sidder deroppe og er formand for en loge, der ikke dur.
Jeg hoppede en etage op, i lokalet sad tre mand, den berømte søfyrbøder og to menige. Og så sagde jeg: Ka' jeg ikke overtage jeres lokale, skakklubben nedenunder lider af pladsmangel.
Så svarede søfyrbøderen: Jo, det ka' du godt, hvis du gi'r en kop kaffe.
Jeg ned og bestille kaffe, og vi fik et bedre lokale, men da medlemstallet stadig gik frem, fandt vi et nyt stort lokale i Baldersgade. I 1972 kom så VM-matchen Spasski--Fischer, og pludselig var vi 120. Det nærmest væltede ind.

Bærende kræfter
Willy Larsen var en stor arbejdskraft, han var den, der holdt sammen på foreningen i alle de svage år under alle de dårlige formænd. Han sad dér hver aften på sin kassererpost og sørgede for, at der kom penge ind, og han sørgede osse for, at der blev afholdt bestyrelsesmøder. Han var ikke noget geni, men han var en arbejdsbi.
I 1972, om sommeren, blev han syg og indlagt på Bispebjerg. Jeg var inde og besøge ham, han ønskede at hilse på Thomas. Så jeg kørte ud til Søvang, til Thomas' sommerhus, og så tog vi ind på hospitalet og sagde farvel til Willy Larsen.
Nu manglede AS en kasserer.
Det var netop i VM-tiden, jeg var både formand og kassemester, men min kære kone overtog kassen indtil generalforsamlingen, hvor Henry Hansen tog over.
Carl Thomas var en meget nær ven, jeg holdt meget af ham. Fra jeg overtog posten som formand og til han døde i sommeren 1973 stod han mig bi med gode råd. AS04 var hans hjertebarn, og sammen med ham lærte jeg en masse. En af hans formaninger lød:
Kast dine kræfter i de nærmeste krav!
Sammen med Louis Poulsen og Toft havde vi dejlige timer med l'hombre.

Vejen til blågårds plads
Men først førte den forbi en købmandsbutik og et menighedshus, og Medborgerhuset skulle lige bygges færdigt.
Så kom den her oliekrise i '73, og de ville lukke kl. 22, de dér to pedeller oppe i Baldersgade. Det var slet ikke nødvendigt at smide os ud, det var bare de to pedeller, der ville ha' fyraften, ja.
Så kom vi ud i Guldbergsgade. Jeg har været til så mange flytninger af den skakklub, at det er helt utroligt.
Så siger guldsmeden inde fra Kompagnistræde, hvis kone var medlem af lokalrådet: Hvorfor søger i ikke ovre i Vedbækgade i menighedshuset?
Der var en dejlig sal, og jeg styrtede derover.
Vi var 150 medlemmer, i Guldbergsgade var der alt for lidt plads, der var to købmandsbutikker og det ødelagde medlemstallet.
Forresten, vi havde en god svenskerkamp derovre, hvor svenskerne blev svimle - osse et par danskere. Vi havde en, der var buntmager, han kom ikke hjem den aften. Så kom hans kone den næste dag: Hvor har I gjort af min mand?
Han kom aldrig mere i skakklubben.

Men vi mistede lokalet i Vedbækgade. Det var jo sådan, at det kneb med at få lukket lokalet om natten, og da så kirkeministeriet overtog bygningen, havde de ikke nødig at ha' en lejer. Og jeg trak den og trak den og gik ned til KUC og spurgte dem om, hvornår det blev færdigt dernede på Blågårds Plads. Ja, det tog sin tid, og jeg snakkede med menighedsrådet, om de ku' vente lidt.
Til sidst fik jeg et brev, at nu sku' vi være ude - netop som de var færdige nede på Blågårds Plads.

En fond bliver til
Midt under hallløjet i december 1978 med at få styr på vores 75 års jubilæumsturnering, døde Johannes Gundertofte.
Da Thomas døde, var vores l'hombrehold gået i stykker. Med lidt besvær kom vi igang igen, det nye hold bestod af Louis Poulsen, Carl Petersen og Gundertofte.
Vi spillede om fredagen skiftevis hos hinanden, og det betød meget for Johannes at komme med og sammen med Louis, som han satte stor pris på. Det var jo stifteren af DASF, og Johannes var arbejderskaktilhænger.
Nu gik l'hombren fint, kammeratskabet osse. Johannes var jo alene, ungkarl, og hans helbred blev hele tiden lidt dårligere, og jeg måtte hjælpe ham med mange ting. Hans syn kneb det med, så når han havde brug for natlægen, havde jeg ham i telefonen: Jeg har brug for natlægen.
Han kom tit ind i Kompagnistræde og sagde: Hva' ska' jeg gøre?
Jeg svarede altid: Du ska' først ha' en bajer.
Under en kortaften i '76 sagde han: AS04 skal arve mig!
Det er fint, sagde jeg, det skriver vi ned. Jeg Johannes osv.
Næste dag ringede jeg til Mogens Moe, et tidl. medlem af AS og fik ham til at sætte et testamente op.
Derefter gik Louis og jeg op til dommeren i Hvidovre, og han ga' sig god tid, han snakkede med os i tre kvarter.
Er du nu helt sikker på, at AS skal arve dig?
-Det ska' de, de har betydet meget for mig.
Og så skrev dommeren under.

I de følgende tre år fortsatte vi vores kortspil, af og til var Johannes indlagt på Glostrup, og Louis og jeg besøgte ham med lidt flasker til trøst. En sygeplejerske ringede mig op og fortalte, at Johannes var død den 19. december.
Det blev landsretsagfører Sejer Petersen, som ordnede boet. Der blev dannet en fond og skrevet en fundats om administration og brug af fondens afkast.

Duetter med smyslov
Vi skrev igen til det russiske forbund året efter vores 75 års jubilæumsturnering, om vi ikke ku' få et par stormestre til Copenhagen Open, og vi fik Smyslov og Mikalchichin, og jeg tog mig af Smyslov.
Han var jo koncertsanger og var lærer på konservatoriet i Moskva, og han sang sammen med Morten Sørensen, her i huset.
Vi havde ham på slæb hver dag, Inger gav frokost eller aftensmad, og jeg havde ham med i Tivolis til et par koncerter. Når han havde fået øl og snaps og smørrebrød, sang han sit hjemlands vemodige sange, og det var dejligt. Og så sang han med Morten, arier fra Rigoletto og alt muligt.
Nej, jeg spillede ikke skak med ham, vorherrre bevares!

I Rusland
Det dér samarbejde med det russiske arbejderskakforbund førte os til Rusland i '81. Det var en god tur, syv mand afsted. Vi kom til Jaroslav, nordøst for Moskva, og fik tæv, men det var en dejlig by med en masse klostre, og vejret var rimeligt godt.
Så blev det sådan efterhånden, at vi var der hvert andet år, og de kom her. Vi boede på et gammelt hotel, og Rochlin, som var leder, boede på et nyt. Det gamle var godt nok, et patricierhotel fra før revolutionen. Og vi sejlede på Volga.
Vi var osse i Moskva, i Kreml, det sku' vi jo hver gang. Der var ikke meget at se i selve Moskva, ikke noget væsentligt.
Vi var osse i Bolchoj, i Kreml-palæet hvor de spillede om sommeren, og hvor der ku' sidde 6000 mennesker. Der så vi en indisk ballet med dansere og symfoniorkester, og der var plads til et helt jernbanetog med 20 vogne på scenen, så stor var den.
Det var meget, meget flot. Alle de rødder vi havde med, de havde aldrig været til ballet før, de var meget benovede.
Og så blev der lavet en fest for os i Jaroslav, stor dinér med kaviar og hva' vi har og vodka og champagne, men champagnen nåede sgu aldrig op til mig. De andre sad dernede og drak den, de bællede den i sig.
Vi sad og sov i toget til Moskva næste morgen, og så sku' vi i teatret. Alle tiders oplevelse! Der var de blevet ædru.
Turen gik godt, men som leder husker man ofte de dårlige sider - det ska' man la' vær' med.
Jeg mindes stadig Thomas, når vi tog til Malmø for at spille holdkamp, og han bandede og svovlede, når holdet drak for meget på vejen over.

Glade dage med påskeskak
Eigil har deltaget i foreløbig 56 påskestævner. Det må vist være danmarksrekord.
Jeg blev dansk mesterspiller i 1972, det år hvor Per Auchenberg blev nr. 2 ved DM. Vi boede sammen med Flemming og Ib og Ingolf på vandrerhjemmet. Det var én mere, end der var plads til, så der var én der sov på gulvet. Jeg sov i øverste køje, og vi gik ikke ud om natten og kom i seng til tiden.
Og resultaterne blev derefter, gode resultater. Sådan er det.
Enten spiller man skak, eller osse er man ude for at fornøje sig. Man snyder sig selv ved ikke at spille skak, når man kommer afsted.
Men i masser af år, da vi var en flok, der tog afsted, var vi altid ude og more os. Så kom resultaterne dumpende - hvis man var heldig.

I 1948 spillede vi i Odense, jeg spillede i 1. klasse, fordi jeg ikke spillede ordentligt, når jeg var afsted til påskeskak, og jeg spillede mod en, der hed Clausen fra Sønderborg. Og Agerholm Petersen havde haft fødselsdag dagen før, og da vi kom hjem på hotellet klokkken 12 om natten, efter at værtshuset lukkede, stod der smørrebrød, øl og snaps. Det varede til kl. 5 og vi sku' spille kl. 8, for vi sku' rejse næste dag.
Nå, men jeg spillede mod Clausen fra Sønderborg, og han sagde til Tidemand Jensen, som osse var fra Sønderborg, en af mine kære venner:
Jeg har ham, ka du ikke se hvor han sidder og hænger!
Så så jeg en mat i tre. Og tænk, han kom aldrig mere, ikke før i '66, da han dukkede op i Skive.
Jeg blev nr. 1-2 sammen med Arvid Hein Petersen dér i '48, og så løb han med 1. præmien på korrektion, fordi jeg havde tabt til Holm i 1. runde, fordi vi ikke havde sovet hele natten. Vi havde været på restaurant - Capablanca eller hva' den nu hed.

Vagn Agerholm Petersen var hård at komme ud med. Det startede i Århus i '38, da vi havde sovet på gymnastiksalen fra torsdag til fredag, dvs. vi havde sgu ikke sovet på grund af støjen. Det første døgn er der ikke ro på sådan en gymnastiksal.
Ska' vi ikke ta' og finde et hotelværelse? spurgte han.
Jo, sagde jeg, det gør vi. I '38 var jeg etableret buntmager, der var penge i kassen, og vi røg ind på Hotel Garni ved siden af det nyopførte rådhus. Vi fik et dejligt stort dobbeltværelse, og så spillede vi kort, og mine cigarer - dem tog de bare af. Jeg havde en hel kasse med.
Han blev varm på damen, der serverede, og stod ikke op om morgenen. Jeg fór ind og spillede skak, han kom så lidt senere og gjorde sit parti hurtigt færdigt.
REMIS! Ud og spille mausel.
De var et hold på 6-8 mand. Og de rykkede sgu hjem på vores værelse om eftermiddagen. Jeg var til bal om natten, og de spillede kort og jeg snorksov for at gå til bal igen næste aften. Det var et dejligt stævne.
Og så sku' vi med tog, og jeg sku' på arbejde. Jeg kom ind kl. 6 om morgenen efter at ha' stået op hele vejen fra Århus og gik direkte på arbejde.
Man spænder jo skindet ud ved at trække med en tang, og så slår man et søm i, og jeg ku' fan'me ikke ramme det søm. Jeg ramte fingrene hele tiden - jeg faldt i søvn på vejen ned!
Men værkføreren vidste godt, hva' det drejede sig om.

Vi var i Tønder i '51 og kørte i tog hele dagen, for '51 var jo ikke hurtigtogenes tid. Og vi kørte i tog så længe, at vi blev trætte af at spille kort. Det er aldrig hændt før.
Men så var vi på værtshus om aftenen, og næste dag spillede jeg mod A. T. H. Nilsson.
Leon Jørgensen kom forbi og jeg sagde: Synes du ikke jeg står godt? Jo, sagde han, hvis ikke du manglede en officer.
Det havde jeg ikke engang set...

Flere triumfer
I 1956 vandt Eigil det første Rødovremesterskab. Men det var ikke kun i skak, at han kunne brillere.
A. T. H. Nilsson var en af mine gode venner. Han havde en fodskavank og hoppede afsted. Han spillede i Valby-Vigerslev Arbejderskak og vi var ude til en propagandeskakdag i Dragør.
Så var der osse billard, og han elskede billard. Der var nogle, der ville spille om genstande, men det ville jeg ikke, for jeg havde ingen penge. Det var i '35, jeg var absolut flad. Så sagde A. T. H. :
-Det ska' du ikke ta' dig af, hvis du taber, betaler jeg.
Han var håndskoma'r og tjente de penge, der sku' til.
Nå, så spillede vi, og vi vandt middagsmad og bajere. Gerda kørte hjem med den sidste bus, og jeg stod dér og spillede billard. Men så var der nogen fra Vesterbro AS, Aksel Lund og andre, de ville ta' en vogn. -Eigil, du ka' da kommme med, vi ska' til Nansensgade, så ka du gå resten af vejen. Og jeg gik hele vejen op til Bispebjerg og kom først hjem om morgenen.
Billard, skak, mausel, l'hombre, hjerterfri, whist...

Tennis og yoga
I 1975, til en generalforsamling i Buntmagerlauget, siger oldermanden: Vil I ikke spille tennis?
Vi mødte 20 mand op for at spille tennis, og det er det lykkeligste, der er sket for Buntmagerlauget og for os. Vi kom tre gange om ugen, og vi kom hinanden nærmere som kolleger og handlede bytteskind. Så har han det, så har jeg det...

Jeg går til yoga om mandagen, det er enormt godt, man får rørt hver en muskel. Jeg begyndte på det i '81, det var Inge, der sagde: Du ka' lisså godt gå med, Eigil, hvorfor ska' du gå derhjemme og kede dig.
Yoga er virkelig godt, fremragende godt.
Men faciliteterne ved Rødovre Stadion bruger jeg kun ved at gå uden om dem. En dejlig konditionskrævende aftentur!

Farvel og tobak
Mange af Eigils skakvenner døde på grund af rygning...
Hvis ikke man kan tage ved lære af kendsgerningerne, kan man godt afskrive sit liv. Jeg var aldrig blevet 80 år, hvis jeg havde røget. Man får 10 år forærende, uanset hvad folk vil postulere. De vil ha' et langt og dejligt liv - og det blir bedre, jo ældre man blir. Men man skal holde op med at ryge. Man skal overhovedet ikke begynde.
Da jeg var formand, tænkte jeg på at indføre rygeforbud, men jeg ville ikke ødelægge foreningen ved at dele den op i to.
Men udviklingen må virkelig komme til en dag, at det ikke kan betale sig at kommme til en klub, hvor rygning er tilladt.
Men de må selv om det, rygerne, man har jo kun ét liv at passe på...
Redaktøren skodder nervøst cigaretten og skifter emne.

Dengang og nu
Vi var alle skeptiske, da de indførte ratingtallet, men når jeg ser det i bakspejlet, var det smadder fornuftigt. Så er der ikke tale om op- og nedrykning, man er dér, hvor ens ratingtal er.
I gamle dage sagde man, at en mesterspiller, han er altid mesterspiller. Men det er han sgu ikke, når han ikke er det længere.
Det er udmærket med ratingtallene, og jeg holder mit ratingtal!

Når jeg ser på klubben i 1932 og i dag, er det som at kigge fra middelalderen frem til nutiden.
Jeg kom ind i en opbygningsfase for Dansk Arbejderskak, og den entusiasme, de havde for at udvide skaksfæren!
Tænk! De stiftede 40 klubber i Storkøbenhavn. De lever stadig i bedste velgående - undtagen dem, der er døde - og jeg synes, at AS04 står godt i billedet som storklub.
Ellers er skakmiljøet i dag vel stort set som dengang.
Og der er ingen krise i dansk skak!