[AS04 Homepage] [Om AS04] [Klubbladet] [Kalender] [Skak-Links]


ArbejderSkak


Tosseskak - en Verdenspremiere
af Henrik Jensen

Blandt enkelte klubmedlemmer har der længe været et ønske om at eksperimentere med den form for skak, som Fischer ifølge rygterne havde udviklet, og hvis formål var at springe al den udenadslærte åbningsteori over og gå direkte til det egentlige: Skak. (Se ArbejderSkak 7/94 s. 13)

Problemet med at komme igang var imidlertid, at der ikke fandtes nogen officielle spilleregler, som var tilgængelige. Men her kort før sommerferien blev reglerne for den nye spillemåde (med den officielle og noget tunge betegnelse Fischer Random Chess) udsendt over Internettet og opsnappet af klubbens allestedsnærværende formand Snabel Hansen. Det gav os et konkret udgangspunkt, og jeg skal her kort forklare reglerne: (Reglerne Random.txt som de blev taget fra Internettet.)

I udgangsstillingen står bønderne som de plejer, mens officererne bliver anbragt tilfældigt ( = random) på 1. og 8. rækkke med følgende begrænsninger: Løberne skal stå på hver sin farve. Det ene tårn skal stå på et af felterne til venstre for kongen, det andet på et af felterne til højre for kongen. Rokadereglen bibeholdes, og når kongen rokerer til K-fløjen ender kongen på g1 og tårnet på f1 som sædvanlig, og til D-fløjen på c1 og d1, ganske som sædvanlig. Man skal bare sørge for, at der er fri bane på de felter, som kongen hopper over. Eks: Hvis en konge på b1 rokerer med et tårn på g1, skal kongen som nævnt til g1 og tårnet til f1, og felterne c1, d1, e1 og f1 være fri. Til gengæld må der godt stå en brik på h1. Ellers gælder de sædvanlige rokaderegler.

Sorts officerer anbringes over for de tilsvarende hvide, ganske som i alm. skak, og ellers er reglerne de sædvanlige.

Stillingen der skal spilles fra, meddeles først umiddelbart før partiets start. Der er 959 tænkelige udgangsstillinger, plus den `normale', så hvis man spiller 50 partier om året med denne form for skak, kan man få den `sædvanlige' udgangsstilling ca. én gang hvert 19. år. Så er det bare om at huske den åbningsteori, som man engang brugte så megen tid på...

19/8 og 22/8 afviklede vi en hurtigturnering med de nye regler og gjorde nogle praktiske erfaringer, som jeg kort vil resumere. Åbningsspillet indeholder af gode grunde mange overraskelser, og man skal være på vagt fra starten, især når der i udgangsstillingen er en løber på den lange diagonal, tårne i centrum og udækkkede bønder. Midtspillets struktur kan blive meget originalt eller ligefrem eksotisk, men som regel kommer man ind i `noget der ligner' allerede omkring træk 15-20. Slutspillet er som vi kender det, mens spillet i den tidlige fase virker mere taktisk betonet, end det vi er vant til.

Men nu til turneringen, og da jeg selv deltog, vil jeg for at sikre en objektiv reportage overlade pen og papir til den berømte reporter Johan Sebastian Skak.

JOHAN SEBASTIAN SKAK RAPPORTERER

Det var mig en stor ære at få lejlighed til at overvære og rapportere fra en af de første hurtigtosseturneringer, der nogensinde har fundet sted. Den historiske turnering blev afviklet som 7 runders schweizer med 20 minutters betænkningstid. I hver runde spillede alle med den samme udgangsstilling. Formand Hansen forklarede reglerne for ca. 15 fremmødte og ti af dem vovede sig med i løjerne. Jeg behøver næsten ikke at fortælle, at der blandt dem, der ikke turde deltage, var nogle af klubbens største teori-ekvilibrister. De skulle naturligvis ikke have noget klinket...

Da Fischer Random Chess er et umuligt navn, omdøbte Michael Jørgensen det straks til `Tosse-skak', og dette navn vil vi indtil videre beholde. Men kun indtil videre. Jeg vil opfordre alle til at lægge hjernen, eller det der er tilbage af den, i blød og finde på et ordentligt navn til denne inspirerende skakform. Storfavorit til tossemesterskabet var Niels Rasmussen, der blandt flere fortrin har det, at åbningerne i tosseskak stort set er identiske med dem, han plejer at spille. Han lagde da også voldsomt ud og vandt de første tre runder, men i 4. runde kom han grueligt galt afsted:

Jens Henrichsen
Niels Rasmussen

TM 96 Hong Kongeindisk



1. g3 d5 2. d4 Sb6 3. Sb3 e6 4. Sf3 Sf6 5. Se5 Sfd7 6. e3 f6?

Alt for sorgløst. Tror sort, at det er en gammel hippie han er oppe mod?

7. Sc6!!

Vinder en kvalitet, f. eks. 7... bxc6 8. Da6+ Tb7 9. Sa5. Bedst, men ikke godt for sort er nu 7... Ta8.

7... Lg6 8. Sxa7 mat.

Hovsa!

Partiet er ganske typisk for tosseskak, og det skete da også for flere erfarne mesterspillere, at de efter få træk mistede en bonde, en officer, eller som her kongen.

Partiet fik stor betydning for turneringens videre forløb, idet tossekandidat Rasmussen blev så rystet, at han var ude af stand til at gennemføre de sidste tre runder. Derefter blev mesterskabet et opgør mellem tre andre tossekandidater:

1. Henrik Jensen 6
2. Michael Jørgensen 5
3. Jens Henrichsen 4½

Jensen blev altså klubbens første tossemester, og vi ønsker TM Jensen tillykke med resultatet og titlen, som må betegnes som hans karrieres foreløbige højdepunkt.

Også et stort tillykke til TK Jørgensen og TK Henrichsen for deres fornemme placeringer.

Og til de øvrige deltagere, ikke mindst Niels Rasmussen, skal der lyde et opmuntrende: Kom igen! I var nu slet ikke så tossede!