TA' MED TIL NORDPOLEN

Igen i år arrangerer vi en skaktur til Polen, nærmere bestemt med polensfærgen til Swinouscje og derfra med bus til Stettin. Ombord på den udmærkede (og sødygtige) færge Selandia afholdes det 4. Østersø-Lynmesterskab (Øl).

Vi mødes ved polensfærgen fredag d. 26.oktober kl. ca. 21.00 - HUSK PAS - får velkomstdrink ombord, og starter derefter ca. kl. 22 1.halvleg af lyntuneringen.

Efter en god nattesøvn (obs: der er diverse barer og discoteker) står vi op til et kæmpe morgenbord, og triller i land til den ventende bus, der på en times tid fører os sikkert til Stettin. Her bydes på billige markeder, spændende restauranter og anderledes kultur. Efter aftensmad (egen regning) tøffer vi tilbage til færgen og gør klar til 2.halvleg. Vi trimler ned i de udmærkede 2-personers kahytter med eget bad og toilet og prøver at vågne til søndagens morgenmad (husk vækkeur, hvis du ikke vil til Polen igen med det samme!).
Ser dagens lys ved Toldboden ca. kl. 8 søndag morgen.

Der kan købes TOLDFRIT (cigaretter 130 pr. karton og sprut 55 pr. liter).

Pris for færge, 2 x morgenmad, kahyt, bustur retur Stettin og Henrik W. Jensen som guide: knap 500 spir. Desuden har du chancen/risikoen for at blive 4. ØL-mester!

Tilmeld dig i klubben - eller direkte til Henrik W.: 3543.6410. Ta' gerne venner og ikke-skakspillere med. Advarsel: formanden skal med i år igen!

Se resultat og referat fra de sidste 2 års Østersømesterskaber, og der henvises til Arbejderskak 1999/? for en fyldig reportage fra den første tur.